R E F E R A T Gribskov Landligger Forbunds delegeretmøde
D. 14. September 2025 kl. 10-12
Sankt Helene Kursuscenter, Tisvildeleje
Dagsorden var som følger:
- Valg af dirigent og referent
- Formandens beretning om årets arbejde i foreningen
- Fremlæggelse af det reviderede regnskab
- Indkomne forslag
- Fastsættelse af budget, herunder kontingent
- Valg iht. til vedtægterne
- Eventuelt
- Resultater fra vores undersøgelse af fremtidens sommerland
Ad 1: Valg af dirigent og referent.
Formanden, Christian Laursen, foreslog – traditionen tro – Jannick Petersen som dirigent. Vedtaget. Som referent foresloges Jens Ottosen-Støtt – vedtaget. Dirigenten overtog herefter ledelsen af delegeretmødet og konstaterede rettidig og korrekt indvarsling af mødet. Delegeretmødet var lovligt og beslutningsdygtigt. Der var 24 foreninger repræsenteret og i alt 34 stemmer.
Ad 2: Formandens beretning om årets arbejde i foreningen.
Formanden henviste til den udsendte skriftlige beretning og knyttede uddybende kommentarer til de enkelte afsnit. Der fremhæves følgende:
Udmøntningen af GLF’s strategi havde medført undersøgelsen af holdningerne til fremtidens sommerland, som vil blive gennemgået senere. Det var vigtigt at sikre at de opfattelser der blev fremført som GLF’s også havde dækning i medlemskredsen.
Der var også blevet investeret i ny hjemmeside og nyt logo således at der fremover i en mere struktureret form kunne kommunikeres om GLF’s arbejde direkte til de enkelte sommerhusejere.
Det er forbundets opfattelse at kommunen bruger for mange ressourcer på at ”bringe kommunen på landkortet ” og for få ressourcer på at sikre god forvaltning i overensstemmelse med borgernes interesser. Det er tankevækkende at der er kommet over 100 høringssvar til kommunalplanen og at det ikke har affødt en eneste rettelse/tilføjelse til planen. Det er også tankevækkende at arbejdet med den omstødte lokalplan for Musik i Lejet har medført at kommunens arbejde med andre lokalplaner er reduceret fra 12 årlig til 5 – og at der er en betydelig venteliste som reelt ikke kan forventet afviklet/væsentligt reduceret indenfor en overskuelig tid.
Endelig nævnte formanden det generelle problem – som man sikkert også kendte alt for godt i medlemskredsen – at det var svært at rekruttere ny medlemmer til bestyrelsen.
Formandens beretning blev herefter overgivet til delegeretmødets bemærkninger.
Kirsten Pryds Jensen -Øllekolle – spurgte bl.a. ind til samarbejdet med kommunen – herunder specielt om indflydelse med hensyn til tilladelser til store sommerhuse.
Formanden svarede at udgangspunktet var, at hvis man opfyldte lokalplaner og bygningsreglementet, så var der principielt ikke noget at gøre – så havde den enkelte en ret til at bygge indenfor disse rammer. Man kunne dog ønske at kommunen gjorde ligesom i Halsnæs, hvor der var vedtaget et særligt sæt retningslinjer for sommerhuse, hvor man søgte at regulere så udviklingen blev mere harmonisk.
Der kom efter følgende flere indlæg om store sommerhuse og en opfordring til bestyrelsen til at se nærmere på sommerhusreglen om hvem der kunne eje sommerhus i DK – også i forbindelse med erhvervsmæssig udlejning.
Formanden oplyste at dette problem også indgik i Sommerhusejernes Landsforenings overvejelser og at GLF samarbejdede med denne. I den forbindelse var det vigtigt at afklare, hvad der var for politiske retningslinjer der var givet til de embedsmænd der skulle forvalte reglerne.
Jørn Petersen – Jørgenshvile – oplyste om en konkret sag, hvor lovliggørelsen af et skur med henblik på renovering medførte oplysning om, at sagsbehandlingstiden pga. prioritering af ny- byggeri var 7 år.
Søren Bald – Sandbo – redegjorde for en sag med opførelse af plankeværk i strid med lokalplanen havde taget 49 uger, førend der fremkom oplysning til klager om, at der var udstedt påbud til den pågældende ejer af plankeværket. Påbuddet var udstedt efter ca. 36 uger fra klagens modtagelse.
John Tyrrestrup – Nakkehoved – kommenterede på problemerne med at skaffe folk til bestyrelsesarbejdet – og påpegede at der dels skulle gøres en indsats for at motivere medlemskredsen og dels også erkende at for man mindre foreninger var der reelt ikke arbejde til en bestyrelse 5 eller mere – det havde man taget konsekvensen af i Nakkehoved hvor man havde sat minimum til 3 medlemmer.
Feline Munck – Lundehøj – fremhævede at de havde omfattende grønne arealer og at samarbejdet med kommunen vedrørende disses vedligeholdelse og pleje var fremragende – så denne del af forvaltningen fungerede fuldt tilfredsstillende. Hun kommenterede også på affaldsordningen og udviklingen indenfor robotsortering – som allerede i dag forekom selv med fuld husstandssortering.
Formanden kommenterede med at der efter hans opfattelse var valgt en hensigtsmæssig løsning på affaldsproblemet med kun 2 spande – og så måtte man se hvad udviklingen medførte. Han fremførte også at spildevandsplanen var sendt til fornyet overvejelse netop med henblik på at finde løsning på overfladevandet som jo ikke var noget den enkelte grundejer eller grundejerforening nødvendigvis kunne løse.
Niels Haagensen – Skovbo – takkede GLF for indsatsen i forbindelse med affaldsløsningen og postkasserne. Det var lykkeligt at kravet om opførelse af postkasseanlæg ved hver grundejerforening blev kvalt. Han oplyste endvidere om de specielle forhold vedr. Orebjergrendens tilløb hvor en ældre deklaration blokerede for en rimelig og hensigtsmæssig omkostningsfordeling ud fra et nytteprincip i forbindelse med en strømperenovering af de gamle rør.
Morten Wulff – Vejby Strand – spurgte til GLF’s holdning til Musik i Lejets ønske om at komme tilbage til Tisvildeleje selv om de nu havde campingpladsen i Vejby. Han nævnte endvidere at de havde decentraliseret vedligeholdelsen af grusvejene i en bestræbelse på at decentralisere ansvaret og aktivere ejerne lokalt ti at sikre vejenes vedligeholdelse.
Formanden præciserede at man ikke principielt var imod Musik i Lejet – men man mente at en placering i beskyttet natur er forkert – at man skal tage hensyn til beboerne ved både arrangementet omfang og tidsmæssige placering og udstrækning. Placeringen i Vejby havde man ingen bemærkninger til. Men man fandt at kommunen skulle droppe forsøget på at lave en lokalplan der sikrede en tilbagevenden til Tisvilde og i stedet koncentrere sig om at sikre de mindre arrangementer med lokal forankring, der var kommet i klemme ved lokalplanens omstødelse.
Franz Fröling – Hvid Strand – takkede for støtten fra GLF til arbejdet med at renholde stranden.
Søren Bald – Sandbo – fastholdt sin kritik af kommunen og nævnte det forhold, at der skulle ske oprensning af grøfter 4 gange om året for at sikre mod oversvømmelser i Sandbos område. Der var ikke sammenfaldende opfattelser mellem ejerne i Sandbo og kommunen af hvad en oprensning krævede for at være effektiv – hvilket havde medført at Sandbo havde iværksat en supplerende oprensning – som så muligvis kunne blive problematisk for andre i naboområdet. Han fremhævede endvidere tendensen til at slå sig ned i området som ældre – hvilket dels ville give flere fastboende men også ville ændre aldersprofilen i foreningerne – og dermed bestyrelserne.
Formandens beretning blev herefter taget til efterretning.
Ad 3: Fremlæggelse af det reviderede regnskab.
Kassereren – Annelone Jensen – gennemgik det tidligere udsendte regnskab. Der var ingen bemærkninger og regnskabet blev taget til efterretning.
Ad 4: Indkomne forslag
Intet at behandle.
Ad 5: Fastlæggelse af budget herunder kontingent.
Kassereren fremlagde det udsendte forslag til budget der baserede sig på uændret foreningskontingent på 10 kr. pr. grundejer og 100 kr. for et personligt medlemskab.
Bent Jørgen Eriksen – Sandet – rejste spørgsmålet om foreningens væsentlige formue og det hensigtsmæssige i forsat at kræve op og lægge til formuen.
Kassereren henvist til at det var særlige omstændigheder der havde udløst overskud i 2024 – i indeværende regnskabsår ville der blive udløst et underskud og det fremgik også at der ville blive underskud i 2026 i henhold til det netop fremlagte budgetforslag – så man var indstillet på at bruge af sine midler til gavn for GLF og ikke øge formuen.
Formanden bekræftede hensigten med at bringe foreningens midler i spil hvor det var gavnligt.
Katrine Molin – Godhavn – udtalte støtte til budgetforslag og fortsat kontingentbetaling.
Budget 2026 og kontingentforslag blev vedtaget.
Ad 6: Valg i henhold til vedtægterne.
Til formand valgtes: Christian S. Laursen, Dronningmølle Strandpark
Til bestyrelsen valgtes: Katrine Molin, Godhavn og Ingvill Christiansen, Raageleje og Udsholdt Strand
Til bestyrelsessuppleant valgtes: Kirsten Pryds Jensen, Øllekolle
Til revisor valgtes: Per Christensen, Sandagergaard
Til revisorsuppleant valgtes: Thea Mottes, Espegaard
Ad 7: Eventuelt
Dirigenten takkede forsamlingen for god ro og orden og overdrog ledelsen til formanden, Formanden takkede de afgående bestyrelsesmedlemmer for deres indsats og fremhævede Kirsten Jensens langvarige indsats herunder også med at sikre en afløser til bestyrelsen. Den formelle del af delegeretmødet blev hermed afsluttet.
- Ad 8: Resultater fra vores undersøgelse af fremtidens sommerland
Formanden gennemgik de konklusioner undersøgelsen giver anledning til. Materialet udsendes til medlemskredsen.
Dirigent: Referent:
Jannick Petersen Jens Ottosen-Støtt