Kære medlemsforeninger
Så er det igen tid til et nyhedsbrev. Vi har denne gang valgt følgende indhold:
- Affald Status på udrulning af ny affaldsordning
- Byggesager og retsløshed
- Medlemsmøde og undersøgelse
- Hvorfor er GLF vigtig
- Møde og arrangementer
- Det polemiske hjørne
- Nyhedsbrev fra Sommerhusejernes Landsforening
Affald, status på udrulning af ny affaldsordning
Udrulningen er kommet godt fra start. Vi har i den forbindelse fået nogle spørgsmål som vi forsøger at besvare her.
De grønne affaldsposer til organisk affald, hvorfor er de ikke af genbrugsplast? Til det siger forsyningen at poserne frasorteres på det anlæg som modtager det organiske affald. Som en biting har de oplyst af ”genbrugs” poserne indeholdt 30% ny plast, så de kunne kun delvist opløses i de gamle behandlingsprocesser.
Der har været megen bekymring omkring kravet til fast underlag. Der er noget der tyder på at arbejdstilsynet har skærpet kravene til hvad fast underlag er. Det er vores vurdering at det vil føre til problemer i mange sommerhusområder hvor der er brede græsrabatter. Vi har forespurgt om græsarmering kan være en løsning, men har endnu ikke fået svar.
Vi kan oplyse at der kan forsyningen har skaffet fliser til brug for etablering af fast adgangsvej og underlag Fliserne kan hentes gratis på genbrugspladserne fra d. 4. april og så længe lager haves.
Læs om gratisfliser og gratis kompost på forsyningens hjemmeside i disse links:
https://gribskovforsyning.dk/affald/gode-adgangsforhold-gode-arbejdsforhold
Der link til slides fra forsyningens kundeforum her: Kundeforummøde d. 10. marts
Byggesager og retsløshed v. Jens Ottesen-Støtt
Byggetilladelser synes sat være en kilde til alle slags problemer – ofte begrundet i stor opfindsomhed hos de involverede parter. En sådan opfindsomhed har det med at være lidt egoistisk og mindre optaget af andres ønsker og rettigheder.
Ulovlig opkrævning af gebyr for byggetilladelser.
For nogle år tilbage var den gal med gebyrerne for kommuners behandling af byggesager – nogle havde fundet på at sætte gebyret som en promille af byggeomkostninger med det resultat at kommunen på de store sager tjente mere end deres reelle omkostning var – det er ulovlig skat – og på små byggerier måske ikke fik deres omkostninger dækket på anden måde, end ved at de store byggerier betalte for meget – det er en ulovlig og uautoriseret fordelingspolitik. Det er nu blevet ændret, så det er det reelle tidsforbrug, man betaler for.
Manglende resurser til administration af byggetilladelser fører til retsløshed.
Ressourcen til at behandle sagerne er ikke altid korrekt afstemt i forhold til behovet – og det sinker og fordyrer for dem, der har ansøgninger inde til behandling. I de forløbne år har byrådet bla. på grund af sagsbehandlingen af Musik I Lejet, nedprioriteret byggesagsbehandlingen. Det har ført til faldende kvalitet i kommunens afgørelser og som vi kan se i det næste afsnit, retsløshed for borgerne
Ulovlig praksis med omgåelse af partshøring.
Krav til høring, information og inddragelse af naboer eller andre som har interesser i området, kan tilsyneladende volde store problemer at efterleve. En praksis hos visse kommuner om at undgå partshøring og orientering, hvis kommunen vurderede at byggeriet holdt sig inden for det forventelige efter byggeretten, er klart blevet kritiseret af Ombudsmanden.
I en konkret sag i vores kommune var der manglende orientering af en nabo. Naboen var altså ikke bekendt med byggetilladelsen og blev først klar over sagen den dag ankefristen af en fredningssag, der gav bygherren medhold, var udløbet. Naboen blev ved den manglende orientering og inddragelse frataget muligheden for at varetage sine interesser. Både med hensyn til dispensation fra byggereglerne og med hensyn til dispensation fra fredningen i området. Det forekommer at være en meget ensidig interessevaretagelse fra kommunens side.
Kommunens vurdering om at byggeriet holdt sig inden for det forventelige efter byggeretten, er i praksis blevet brugt til at undgå at inddrage naboer og interessenter ved partshøring. Denne praksis om at undgå partshøring og orientering, er som nævnt tidligere klart blevet kritiseret af ombudsmanden.
Afgørelser der udfordrer tilliden
Et andet eksempel er en byggetilladelse til et sommerhus i Rågeleje, som to gange er blevet underkendt af Planklagenævnet på grund af højdekrav. Alligevel har kommunen efterfølgende udstedt en ny tilladelse.
Det rejser et principielt spørgsmål: Hvordan sikres borgerne uvildige afgørelser, når samme myndighed både træffer og genvurderer beslutningerne?
Vi ser også lignende problemstillinger i andre sager, herunder dispensation efter etableringen af et padeltennisanlæg i et tæt bebygget område.
Beskyttelse af natur og sommerhusområder
Hvordan sikrer vi, at de natur- og kulturværdier, som i årtier har tiltrukket sommerhusejere til Nordsjælland, bevares? Udviklingen med større sommerhuse, øget udlejning og nye faciliteter som padelbaner og pools udfordrer de eksisterende lokalplaner, som ofte ikke er opdateret til nutidens pres. Der er en reel risiko for en gradvis “tivolisering” af områder, der oprindeligt var kendetegnet ved ro, natur og enkelthed.
Kommunen bør vise særligt hensyn i ældre sommerhusområder
Vi er alle klar over af megasommerhuse (feriefabrikker) og tendensen til at bygge stadig større, er en udfordring i ældre sommerhusområder som har bevaringsværdige miljøer. Hvis kommunen ønsker at handle korrekt, ordentligt og hensynsfuldt over for borgerne, bør naboer og interessenter inddrages. Hvis der er vægt bag politikernes ord om at sikre bevarelse af lokalmiljøer, skal borgerne høres hvis deres interesser bliver berørt. Det kan dreje sig om højde på byggeri, nærhed til skel, dispensationer fra byggeregler, fredninger, støjgener mv.
Gribskov Kommune må tage ansvar for at informere borgerne.
Kommunen må erkende at byggetilladelser, lokal- og rammeplaner er vigtige værktøjer i beskyttelsen af vores bevaringsværdige miljøer og i beskyttelsen af borgernes rettigheder. Kommunen må tage et ansvar for at borgerne bliver informeret og hørt. Det er en af grundreglerne i god forvaltningsskik en skik som Gribskov Kommunen i de forløbne år ikke har excelleret i.
Medlemsmøde og medlemsundersøgelse
GLF holder medlemsmøde lørdag d. 13. juni kl. 14 til 16 i Dronningmøllehuset.
Med udgangspunkt vores fokus på medlemspleje vil holder vi en temadag hvor grundejerforeningernes bestyrelsers udfordringer og hvad vi kan gøre ved dem, er i centrum.
Vi gennemfører derfor en undersøgelse som vi vil bede jer i bestyrelserne om at svare på.
Med udgangspunkt i en række temaer som er fremkommet ved drøftelse i bestyrelsen, søger vi svar på hvad I ser som de største udfordringer i jeres arbejde.
Undersøgelsen udsendes samtidig med dette nyhedsbrev, men kun bestyrelserne, ikke til alle abonnementer på vores nyhedsbrev.
Hvorfor er GLF vigtig v. Ingvill S Christiansen
I bestyrelsen vil vi gerne sikre os at vi er til nytte for vores medlemmer.
Vi har derfor lavet en række punkter om hvorfor vi er vigtige for medlemmerne. I kan læse hele dokumentet ved at følge dette link: http://gribskovlandligger.dk/hvorfor-er-gribskov-landligger-forbund-vigtigt/
Dokumentet vil også komme til at foreligge i en kort og lang PowerPoint-udgave som bestyrelserne kan tage med på generalforsamlinger hvis der er behov for at orientere om GLF og det arbejde vi gør.
GLFs strategi
Hvis man skulle koge hvorfor vi er vigtige ned til nogle få sætninger, er her den strategi som bestyrelsen arbejder ud fra.
- Sikre varige værdibaserede løsninger i vores sommerhusområder materielt og kulturelt
- Vi arbejder med udvikling af sommerhuskulturen
- Vi arbejder bevarelse af værdier under en stadig ændring i klimaet
- Vi arbejder for at man som medlem kan få råd og vejledning og at vi er stærkere når vi står sammen
Link til strategien og dens indhold, bemærk at når man trykker på + folder strategipunktet sig ud.: http://gribskovlandligger.dk/om-forbundet/
Møder og arrangementer, GLFs årshjul
- Bestyrelsesmøder
- 11-01-2026 kl. 9:30 til 12:30 hos Annelone (afholdt)
- 15-03-2026 kl. 10 til 13 hos Hans (afholdt)
- 13-05-2026 kl. 16 til 20 på Gilleleje bibliotek
- 13-06-2026 kl. 11 til 13:15 på Grapes and Flames i Dronningmølle.
- 12-08-2026 kl. 16 til 20 på Gilleleje bibliotek
- 20-09-2026 Konstituering kl. 14 til 15 på St. Helene
- Medlemsmøde
- 13-06-2026 kl. 14 til 16 i Dronningmøllehuset
- Delegeretmøde
- 20-09-2026 kl. 9 til 15 på St. Helene
- Andre møder
- Medlemspleje 02-03-2026 (afholdt)
- Samarbejdsmøder med Lokalrådene og Grundejersammenslutningen (Alle forgår i Dronningmøllehuset) Møderne er åbne for foreningernes medlemmer
- torsdag den 23. april kl. 19 her inviteres Lars Bregnbak og borgmester Trine Egetved
- onsdag den 2. september kl. 19
- torsdag den 5. november kl. 19
Det polemiske hjørne v. Søren Bald
ER ERFARING BILLET TIL ET TOG, DER ER KØRT?
Gennem flere og flere år blev afholdelsen af Musik I Lejet et større og større problem. Ikke for hverken kommunen eller festivalens økonomiske bagmænd, men for sommerhusejerne i Tisvilde og omegn – og for naturelskerne, der bruger Tisvilde Hegn.
MIL kom til at betyde ”Mega Irriterende Larm” for mange sommerhusejere. GLF leverede en betydelig indsats for primært at få flyttet og begrænset festivalens omfang.
Og man lærte fire ting:
* Man skal ikke give op. Det bør vi huske!
* Gribskov kommune hørte ikke efter, hvad de fagfolk, den selv havde indkaldt, sagde om festivalens uacceptable belastning af naturen. Det bør kommunen huske.
* Gennem vores aktiviteter fik vi instanser over det kommunale niveau til at fastslå, at GLF formelt er klageberettiget. Det bør både vi og kommunen huske.
* Vi fik understreget, at sideløbende med vores egen indsats skal vi finde gode samarbejdspartnere – her ikke mindst Danmarks Naturfredningsforening. Næste gang er det måske de private vandværker vi skal samarbejde med!
Nu har festivalen købt en campingplads med langt bedre faciliteter. Vi håber, at Vejbys indbyggere ikke får voldsomme støjproblemer. Sommerhusejerne i Tisvilde får mulighed for støjfrit at nyde roen i deres huse. Og naturen bliver skånet.
Erfaringen er, at der kommer flere tog! Og vores billet er gyldig til det næste. Vi gav ikke op. Sammen med andre fik vi flyttet en støj- og naturbelastende festival. Og sammen med vores medlemsforeninger fik vi stoppet loven om obligatoriske postkasseanlæg ved alle danske sommerhusområder.
Vores erfaring er ikke en ugyldig billet, den gælder også til det næste tog. DET NYTTER AT PROTESTERE!
Nyhedsbrev fra Sommerhusejernes Landsforening
Her er link til nyhedsbrev fra sommerhusejernes landsforening:
Nyhedsbrev nr. 3 2026 Udsendt 29. marts 2026
Her kan i bl.a. læse om tilskud til kystsikring, ejendomsvurderinger, foreningens generalforsamling og om oversvømmelsesrisiko.